Tilbagebetaling og procesrente
En huslejenævnskendelse går udlejer imod, og den for meget opkrævede husleje skal retur til lejer. I artiklen viser jeg dig hvordan og hvor, du skal passe på.
23. august 2026
Af Michael Preetzmann, direktør i Danske Udlejere
Mange udlejere oplever på et tidspunkt at modtage en kendelse fra huslejenævnet, hvor nævnet bestemmer, at lejer har betalt for meget i f.eks. husleje. Den for meget indbetalte husleje skal derfor betales tilbage til lejeren. Spørgsmålet er, hvordan beløbet beregnes?
- Hvordan beregnes tilbagebetalingen?
- Hvornår starter procesrenten?
- Hvorfor kan nævnets formulering få stor betydning for det endelige beløb?
Det ser jeg nærmere på her.
Tilbagebetaling: Selve hovedkravet
Hvis huslejenævnet vurderer, at lejen skal nedsættes med f.eks. kr. 100 pr. måned med tilbagevirkende kraft i 15 måneder, så er selve tilbagebetalingskravet nemt og enkelt:
Udlejer skal altså tilbagebetale: Kr. 100,- x 15 mdr. = kr. 1.500,-.
Regnestykket stopper (desværre) ikke her, idet ordet procesrente normalt fremgår i huslejenævnets kendelse.
Hvad er procesrente?
Definition
Procesrente er en morarente (forsinkelsesrente), der løber fra det tidspunkt, hvor kreditor indleder retsforfølgning (f.eks. indleverer stævning eller anmoder om betalingspåkrav) og frem til betalingen sker eller angives i kendelsen fra huslejenævnet.
Formål
Renten skal motivere skyldner til at betale hurtigt og kompensere kreditor for de tab og ekstraomkostninger, der er forbundet med den forsinkede betaling.
Lovgrundlag
Procesrenten er fastsat i Renteloven §5. Den er lovbestemt og kan derfor kræves, selvom det ikke specifikt er aftalt mellem parterne
Hvor finder man procesrenten?
Den aktuelle procesrente kan findes hos Danmarks Nationalbank.
Renten ændrer sig løbende i takt med Nationalbankens renter (pr. 1. januar og pr. juli). Hvis Nationalbanken ændrer sin officielle udlånsrente i perioden, slår det først igennem på procesrenten ved næste halvårsskifte.
Forår 2026
Procesrente = Nationalbankens officielle udlånsrente var pr. januar 2026: +1,75 %
Hertil skal tillægges 8% jævnfør Rentelovens § 5. Det betyder, at procesrenten udgjorde:
1,75% + 8% = 9,75%
Nu bliver det spændende: Nævnets formulering er afgørende
Det er meget vigtigt at læse kendelsen grundigt.
To kendelser kan nemlig føre til forskellige renteudregninger, selvom hovedbeløbet er det samme.
Jeg viser her tre forskellige eksempler fra huslejenævnskendelser, der alle tager udgangspunkt i samme baggrundsdata.
![]() |
![]() |
![]() |
I eksempel 3 bliver beregningen mere kompliceret – tæt på nørdet!
Det skyldes, at hver enkelt måneds overbetaling skal forrentes separat.
Jeg viser også den vigtige praktiske nuance: Den helt korrekte beregning kan kræve skiftende rentesatser pr. 1. januar og 1. juli.
Regneeksemplet er forenklet med 9,75 % procesrente i hele udregningen og betaling den 14. maj 2026.

Jo større beløb og periode des større forskel
Der er ikke nævneværdig forskel på slutbeløbene i eksempel 1 og 3. Dette skyldes:
- Tilbagebetalingskravet er relativt lille
- Perioden kun er på 15 måneder
- Og sagen blev indbragt forholdsvis tidligt i forløbet.
Dermed bliver forskellen mellem procesrente fra sagens indbringelse og procesrente fra de enkelte ydelsers forfaldstid kun yderst begrænset. Forskellen vil blive mere markant, jo større beløb der skal tilbagebetales, og når tilbagebetalingsperioden er længere.
Skal udlejer betale straks?
Som udgangspunkt, ja.
En huslejenævnskendelse er ikke blot en “anbefaling”. Hvis udlejer ikke frivilligt betaler, kan lejer i sidste ende forsøge at inddrive kravet.
Mange udlejer vælger derfor:
- At lave en skriftlig opgørelse
- Beregne rente frem til betalingsdato
- Og overføre beløbet direkte til lejer.
Praktiske faldgrube for udlejere
Mange udlejere tror fejlagtigt, at procesrenten først starter fra den dag, kendelsen afsiges.
Men i praksis vælger mange huslejenævn formuleringen: “Fra sagens indbringelse”.
Og hvis sagen har ligget længe i nævnet, kan renterne derfor vokse overraskende meget.
Særligt i større sager om nedenstående, kan renterne blive ganske betydelige:
- Lejens størrelse
- Gennemgribende forbedrede lejemål
- Ulovlige lejeforhøjelser
- Tilbagebetaling flere år tilbage.
En god idé: Lav altid en skriftlig opgørelse
Det er normalt en god idé, at udlejer sender en kort opgørelse til lejer med:
- Tilbagebetalingsperiode
- Hovedbeløb
- Renteperiode
- Rentesats
- Samlet betaling
- Betalingsdato.
Det reducerer risikoen for nye tvister om selve opgørelsen.
Better safe than sorry
Procesrente virker måske som en mindre detalje i en huslejenævnssag, men den konkrete formulering i kendelsen kan få stor økonomisk betydning.
Derfor bør udlejere altid:
- Læse kendelsen grundigt
- Kontrollere rentens startdato og sikre korrekt beregning af både hovedstol og renter.


