Ny lejekontrakt på vej: Nu bliver det lettere at gøre tingene rigtigt!

En ny Typeformular A, 11. udgave, er på vej. Og denne gang ser det ud til, at ministeriet har lyttet til behovet for mere klare og praktisk anvendelige lejekontrakter. Danske Udlejere hilser flere af ændringerne velkommen – men der er også detaljer, som fortjener et kritisk blik.

27. oktober 2026

Af Michael Preetzmann, direktør hos Danske Udlejere

Michaelpreetzmann

Børne-, Ældre- og Boligministeriet har den 26. oktober 2026 fremlagt et udkast til en ny bekendtgørelse om autoriserede standardblanketter for lejeaftaler.

Efter planen skal den nye Typeformular A, 11. udgave, træde i kraft den 1. januar 2027 og afløse den nuværende 10. udgave.

Og der er faktisk flere interessante nyheder.

Slut med at gætte sig frem til nettoprisindekset?
Et af de mest interessante elementer er, at den nye formular indeholder en særlig rubrik til aftaler om regulering af huslejen efter nettoprisindekset.

Her skal parterne blandt andet tage stilling til:

  • Om lejen skal reguleres efter nettoprisindekset.

  • Hvornår reguleringen skal finde sted.

  • Hvilke måneder der skal danne grundlag for beregningen.

  • Hvornår den første regulering skal gennemføres.

Der er endda indsat en beregningsformel.

Det er efter Danske Udlejeres opfattelse en fornuftig udvikling. Ukorrekte eller upræcise formuleringer om nettoprisindeksregulering kan få betydelige økonomiske konsekvenser for udlejeren.

Den nye formular kan forhåbentlig forebygge en del af disse problemer.

Men husk: Felterne skal stadig udfyldes korrekt, og reguleringen skal naturligvis være lovlig i det konkrete lejeforhold.

Fri leje – nu med særskilt afkrydsning
Også aftaler om fri lejefastsættelse får en mere fremtrædende placering.

I formularens § 11 skal det angives, om lejeforholdet er omfattet af reglerne om fri lejefastsættelse efter lejelovens § 54.

Er svaret ja, skal grundlaget for den frie lejefastsættelse samtidig oplyses.

Det er en praktisk forbedring. Reglerne om fri leje kan være særdeles fordelagtige for udlejeren, men de forudsætter, at lovens betingelser er opfyldt.

En afkrydsning skaber ikke i sig selv ret til fri leje. Men den kan være med til at sikre, at udlejeren får taget stilling til spørgsmålet allerede ved kontraktens indgåelse.

Sikker digital post – et vigtigt skridt fremad
Et andet interessant element findes i formularens § 10.

Her er der indsat et særligt afsnit om sikker digital kommunikation mellem udlejer og lejer.
Parterne kan efter formularens ordlyd aftale, at blandt andet betalingspåkrav, udlejers opsigelse og lejers indsigelse mod opsigelsen kan fremsendes gennem en sikker digital postleverandør, som lejeren har udpeget.

Det er en udvikling, Danske Udlejere ser positivt på.

I en tid, hvor langt størstedelen af samfundets kommunikation foregår digitalt, bør lejelovgivningen naturligvis også understøtte sikre og dokumenterbare digitale løsninger. Der er dog betingelser knyttet til aftalen, blandt andet om fritagelse for Digital Post og parternes rettigheder.

Derfor er det vigtigt, at udlejerne ikke forveksler almindelig e-mail med den særlige sikre digitale kommunikation, der omtales i formularen.

Den gamle kontrakt kan bruges lidt endnu
Den nye bekendtgørelse foreslås at træde i kraft den 1. januar 2027. Heldigvis lægges der op til en overgangsordning.
Den nuværende Typeformular A, 10. udgave, vil efter forslaget fortsat være autoriseret frem til den 1. juli 2027.

Dermed får både udlejere, administratorer og leverandører af digitale kontraktsystemer tid til at omstille sig.

Også mulighed for en engelsk lejekontrakt
Bekendtgørelsen omfatter desuden en engelsksproget udgave af den nye typeformular.
Det kan være praktisk ved udlejning til udenlandske lejere. Anvendes den engelske formular, skal alle felter i kontrakten efter forslaget udfyldes på engelsk.

Danske Udlejere: Forenkling er velkommen – men detaljerne er afgørende
Hos Danske Udlejere ser vi positivt på initiativer, der gør det lettere at indgå korrekte lejeaftaler.

Lejelovgivningen er i forvejen kompliceret, og en enkelt fejl i en lejekontrakt kan få ganske betydelige økonomiske konsekvenser. Derfor er det fornuftigt at indarbejde flere af de vigtige aftalevilkår direkte i formularen frem for at overlade alt til individuelt formulerede bestemmelser. Men det er samtidig vigtigt at understrege, at der foreløbig er tale om et udkast.

Danske Udlejere vil derfor følge arbejdet med den nye typeformular med særlig opmærksomhed på, om ændringerne reelt skaber større klarhed og retssikkerhed for både udlejere og lejere.
For en lejekontrakt skal ikke være en juridisk fælde. Den skal være et klart og anvendeligt grundlag for et godt lejeforhold.