Sagsbehandling ved Huslejenævnet

I den perfekte verden, og med al dens intelligens - kunstig eller ej - kunne man nok forestille sig, at al sagsbehandling kan gå hurtigere.

Skal der afsættes flere penge til Huslejenævnene for at reducere sagsbehandlingstiderne ved disse nævn, eller er det bedre, at pengene bliver anvendt til at nedbringe vente-

tiden for, at vores unge mennesker kan blive udredt for psykiske lidelser, f.eks. ADHD, ADD, autisme m.v., som netop nu gennemsyrer vores samfund.

Vi vil gerne det hele, men det rækker økonomien desværre ikke til. Derfor må de, som har indflydelse på bolig-/lejelovgivningen træde i karakter. Hvordan gør vi noget ved disse ventetider, som vi ofte ser omtalt i pressen? Senest har en lejerorganisation markedsført en sag fra Roskilde med overskriften ”Gitte har ventet over to år på huslejenævnet i Roskilde.”

På samme måde har udlejeren ventet på afgørelsen! Det skal dog retfærdigvis nævnes, at det langt fra er alle nævn, der har en sagsbehandlingstid af den varighed. Men sager kan have en kompleksitet, som kræver, at sagsbehandlingstiden bliver lang. Et løsningsforslag er selvsagt, hvilket også er bragt til torvs, at bevillige flere penge til Huslejenævnene.

Et andet og mere konstruktivt løsningsforslag til at reducere sagsbehandlingstiderne kunne være via lovgiverne at ændre det meget indviklede regelsæt omkring den omkostningsbestemte husleje, hvor huslejen ifølge loven skal fastsættes efter et indviklet system, hvor konkrete afholdte udgifter til udførelse af forbedringsarbejder, foretaget siden 15. alm. vurdering i 1973 og derefter, kan/skal bringes i anvendelse for at fastsætte huslejen - den omkostningsbestemte leje i regulerede kommuner.

Dette lejefastsættelsesprincip er direkte gældende for ”store ejendomme” i regulerede kommuner. Store ejendomme defineres som ejendomme, hvori der pr. 1. januar 1995 (altså for mere end 30 år siden) var mere end 6 lejligheder. Det er kommunerne selv, der bestemmer, om kommunen skal være reguleret. Ikke nok med at udlejere, der ejer ejendomme med flere end 6 lejemål, skal fremlægge disse mange oplysninger af ældre dato. Denne forpligtelse påhviler også udlejere, der ejer ”småhuse” – dvs. ejendomme, der pr. 1.1.1995 havde 6 eller færre lejligheder. Når der er uenighed om lejens størrelse, skal udlejerne/lejerne - hhv. når huslejen ønskes forhøjet, henholdsvis nedsat - sammenligne huslejens størrelse med lejen i de store ejendomme. Derfor er det ofte nødvendigt i de regulerede kommuner at udarbejde den omkostningsbestemte leje for det konkrete lejemål - hvilket kaldes et skyggebudget - specielt, hvis der ikke findes sammenlignelige lejemål i området.

Der er Huslejenævn, der umiddelbart ikke tillægger udlejers skyggebudgetter så meget værdi, men i stedet foretager en vurdering ud fra Huslejenævnets generelle kendskab til lejeniveauet i området - og belejligt undlader at henvise til konkrete sammenligningslejemål. Huslejenævnets kendelser er derfor ikke gennemsigtige og kan være vanskelige at vurdere i forhold til, om kendelsen skal indbringes for Boligretten.

Min konklusion er herefter, at regelsættet i lejelovgivningen skal forenkles betydeligt, hvorved sagsbehandlingstiden ved Huslejenævnene pr. automatik vil blive reduceret. Kommunernes mulighed for at beslutte, at kommunen skal være ureguleret vil også - alt andet lige - betyde kortere sagsbehandlingstid.

HUSK: Hvis Huslejenævnet ikke fremmer sagen i overensstemmelse med fristerne i §§ 86-88 i Lov om boligforhold, kan klager indbringe sagen for Boligretten uden at afvente Huslejenævnets afgørelse.