Glem ikke provinsbyerne

Jeg har ingen venner - jeg er nemlig udlejer. Det er et gammelt Storm P-citat, men det er som så meget andet fra Storm P’s hånd evigtgyldigt. Jeg tænker, at mange boligudlejere havde svedige håndflader i forbindelse med regeringsgrundlaget. Regeringsgrundlaget er fyldt med boligpolitik, men politikken handler om hovedstaden og en lille smule om udkanten. Men hvad med provinsbyerne? Er de helt glemt? Det er der noget, der tyder på, men det er efter min mening en fejl.

23. august 2026

Af Mikkel Høegh, boligøkonom i Jyske Bank & Jyske Realkredit

Mikkel Høegh 3 August 2026

Den politiske Grønspættebog de næste fire år er regeringsgrundlaget. Jeg tænker, at der er mange boligudlejere, der har været bekymrede for, hvad der egentlig ville stå omkring boligpolitik og initiativer. Jeg vil ikke i klummen her gennemgå regeringsgrundlaget, men umiddelbart havde jeg frygtet, at det var mere Storm P-agtigt, end det er tilfældet. Det slår mig dog, at alle de vigtigste ting er sparket til hjørne og er endt i kommissioner. Dernæst handler det meste om Hovedstaden og en lille smule om udkanten. De fleste danskere bor imidlertid i provinsen. 

I Danmark er vi ca. 6 millioner mennesker, og cirka 1,4 millioner bor i Storkøbenhavn. Så er der nogle, der bor i udkanten, men langt de fleste danskere bor i de store og mellemstore provinsbyer. Hvad skal der ske her?  Det er på ingen måde uvæsentligt og vigtigt, at provinsbyerne ikke bliver glemt. Det som virker i København, virker måske ikke her.

Risikoen for at gentage Københavns udfordringer
Det er helt rigtigt, at der er mangel på boliger i København, og derfor er prisen på ejerboliger stukket af. Ligeså er den frie husleje. Det skyldes, at man ikke har fået bygget boliger nok, mens byen voksede. Over de seneste 10 år er byen København vokset med knap 100.000 flere indbyggere. Nu ser det imidlertid ud til, at befolkningstilvæksten her aftager. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. 

De nye tal fra Danmarks Statistik viser også, at der hvor befolkningen vokser hurtigt, dvs. med mere end 10 pct. rykkere længere ud på Sjælland, ligesom der kommer kraftigt befolkningstilvækst i det Østjyske. Fyn er bestemt også med om end, man her forventer en befolkningsfremgang på lige under 10 pct. Det er således vigtigt, at der også bliver tænkt boligpolitik i de store provinsbyer. Ellers kommer historien om København til at gentage sig andre steder. 

Hvordan skal fremtidens provinsbyer udvikle sig?
Det næste, der er vigtigt, er at vi kommer i gang med at tænke over, hvordan vores byer skal udvikle sig. De store byer bliver meget dyre at bosætte sig i, men moderne teknologi, billigere transport mv. betyder, at det fremadrettet bliver nemmere at finde alternativer til byen. Det skal holdes op imod, at besparelsen ved at bo bliver til at føle på pga. de høje priser og huslejer. Skal de mindre provinsbyer eksempelvis være et attraktivt supplement til at bo i indre København, så skal der føres en attraktiv boligpolitik. En politik, hvor vi fornyer os og bruger de byrum, der er. Det er ikke attraktivt at komme til byer, hvor der ikke er liv. 

Byliv skaber attraktive lokalsamfund
Mange steder elsker man at fortælle historien om, at butikkerne og handelslivet dør, fordi vi handler mere og mere på nettet. Der er ingen tvivl om, at internettet har været hårdt for detailhandlen, men rent anekdotisk kan jeg sige, at det første jeg gør, når jeg kommer til en by for at fortælle om boligmarkedet, det er at gå en tur op ad hovedgaden for at fornemme byen. Det er således vigtigt, at der er noget by at besøge. Byudviklingen i provinsen må således ikke blive glemt, selv om det handler om noget andet i den politiske grønspættebog.