Dialogmøde i Silkeborg: Staldtips, sparring og styr på paragrafferne
23. august 2026
Af Line Thaisen, kommunikationskonsulent hos Danske Udlejere
Der bliver nikket. Små, genkendende smil. Et par halve suk.
For selvom udlejning kan se forskellig ud på papiret - én ejendom eller tyve, ny i gamet eller mangeårig aktør - så er der noget, der går igen: Man står ofte alene med beslutningerne.
Det er netop derfor, dialogmøderne hos Danske Udlejere giver mening. Her mødes erfaring og nysgerrighed
I Silkeborg var der en blanding af nye og garvede udlejere. Nogle med få lejemål. Andre med en solid portefølje. Fælles for dem var ønsket om at blive klogere.
To af deltagerne havde aftalt at tage af sted sammen. De er relativt nye og leder efter flere ejendomme. Undervejs har de gjort sig (som de selv siger) dyrtkøbte erfaringer.
De er især optagede af finansiering og dialogen med pengeinstitutterne. Hvordan griber andre det an? Hvad gør man, når banken trækker i håndbremsen? Og hvordan balancerer man mellem at spille sikkert og tage chancer?
Den slags spørgsmål kan være svære at finde et svar på. Men i et rum med ligesindede? Der begynder brikkerne at falde på plads.
Billig adgang til tung faglighed
Aftenen bød på alverdens emner inden for udlejning med advokat Mogens Broe-Andersen ved roret. Paragraf 11. Opsigelser. Bindinger. Erhvervsudlejning. Tvangsauktioner. Dødsboer. Energi-optimering. Finansiering.
Det lyder tungt. Men det bliver konkret, når det foldes ud med eksempler fra virkeligheden og krydres med gode råd undervejs.
En af deltagerne bemærkede tørt, at det er “en billig måde at få en advokat for en aften”.
Det er måske sat på spidsen, men pointen står klart: Man får kvalificeret viden og mulighed for at stille de spørgsmål, man ellers går alene med.
Hvad rører sig lokalt?
Dialogmøderne handler ikke kun om jura. De handler i lige så høj grad om det lokale.
- Hvordan går udlejningen lige nu i den pågældende by?
- Hvad er efterspurgt?
- Er der udfordringer, der går igen?
- Er der nogen, der har knækket en kode, andre kæmper med?
Lokale input giver et temperaturtjek på markedet. Det er viden, man ikke kan google sig til. Og det er netop her, at dialogmøderne adskiller sig fra et webinar eller et nyhedsbrev. Man kan reagere. Spørge ind. Nuancere. Dykke ned.
Et trygt rum
Stemningen i Silkeborg var uformel og tryg. Der var plads til både de store strategiske overvejelser og de helt konkrete “Hvordan gjorde du?”-spørgsmål.
For udlejning er - på godt og ondt - ofte en solosport. Men på dialogmøderne bliver det tydeligt, at man ikke er alene om hverken udfordringer eller fortræffeligheder. Det er måske i virkeligheden den største værdi. Man går hjem med ny viden. Med perspektiv. Og med en fornemmelse af, at der er et fællesskab at læne sig ind i.
Og næste gang dialogmødet lander i dit lokalområde, ved du, hvorfor det kan betale sig at møde op.
![]() |
Michael Nielsen Vi er så nye i det her, så vi er kommet for at høre, hvad andre gør. Nogle af de erfaringer, vi har gjort os, har været dyrtkøbte; blandt andet i forhold til finansiering. Så hvis vi kan springe et par læringstrin over ved at lytte til dem, der har været i branchen længe, giver det rigtig god mening. Og så fungerer det godt i den her form, hvor man kan stille spørgsmål og få det vendt med det samme. |
![]() |
Martin Pugholm Det er super inspirerende at høre de andre - især dem, der har siddet i det i mange år. Der er ikke det, de ikke har prøvet. Man får virkelig noget med hjem. |
![]() |
Simon Carøe Senius Vi er nye og har ganske lidt erfaring med udlejning, så det betyder meget at høre, hvordan andre har grebet det an; også i forhold til banker og de situationer, man kan stå i. Det er rart at få skrevet det bag øret, før man selv står midt i det. Det gør, at vi forhåbentlig kan skabe en sundere forretning og undgå at løbe ind i en blindgyde. |
![]() |
Mads Nørgaard Vi tænkte, at vi ville møde spændende mennesker og komme omkring nye emner, og allerede nu synes jeg, vi har lært en del. Især det med skifteretten og dødsboer ramte os. Vi har lejere på 75-85 år, og vi ved jo, at vi på et tidspunkt kommer til at stå i den situation. Vi aner faktisk ikke, hvordan vi skal håndtere det, så det var vigtigt at få det vendt. |



